HÅRD HUD PÅ STORETÅENS OG LILLETÅENS TRÆDEPUDE​

Når mennesket bevæger sig fremad, sker det fra naturens hånd efter et ganske bestemt mønster. Først sættes hælen i jorden i en lille udad drejet vinkel. Derefter flyttes vægten frem over fodens yderrand til lilletåens trædepude, for så at flytte sig tværs over forfoden til storetåens trædepude og til sidst ud over storetåen. Det er derfor ikke unaturligt, at der forekommer lidt hård hud på hælen samt lilletåens og storetåens trædepuder.

Årsager
Hos nogle mennesker er tykkelsen af det væv, der skal fungere som en stødpude under storetåens og lilletåens trædepuder, ikke tykt nok. Det kan være medfødt, men kan også opstå som følge af forskellige sygdomme, medfødte fejlstillinger samt alder. Når vævet ikke kan modvirke det tryk foden bliver udsat for, forøges trykket fra knoglerne ned mod huden og underlaget voldsomt.

Hudens naturlige reaktion på en overbelastning er, at den begynder at fortykke sig. Derved opstår der hård hud, som kan blive så voldsom, at den danner en hård plade under storetåens og lilletåens ledhoveder. Hvis trykket bliver yderligere forøget, f.eks. på grund af meget hård hud eller et tyndt lag væv, dannes der ligtorne.

En anden årsag til smerter i disse områder kan være, at man op til midten af 1970'erne behandlede vorter med bl.a. radiumstråler. Denne behandling var ganske effektiv, men senere viste der sig stråleskader i form af arvævslignende tilstande i huden. Da et sådant "arvæv" har en anden konsistens end den øvrige hud, opfattes det som en belastning i huden. Det kan på trædepuderne medføre nogle glashårde fortykkelser af huden, som kan være yderst smertelige. En simpel operation i fodsålen kan have samme dårlige resultat.

Den hårde hud og ligtornene kan bevirke, at det føles som at gå på en sten eller nål og kan være yderst smertefuldt.

Behandling og forebyggelse
Fodplejeren kan umiddelbart afhjælpe generne med en fodbehandling. Men på sigt afhjælper fodbehandlingen alene ikke problemet, idet trykket fra knoglerne fortsat er til stede. Derfor bør borgeren træffe aftale om jævnlige fodbehandlinger samt hvordan fødderne plejes bedst muligt.